02.06.2019


Kirsten skubber til brillerne, så de glider fra håret ned over panden og sætter sig ubesværet på næseryggen med et lydløst klonk. Pandehåret flakser lidt fra side til side, hun puster det mod venstre, men det falder hurtigt tilbage ned foran øjnene. Så puster hun igen. Hun har en flagrende og farverig kjole på, der får hendes korte krop til at se en anelse længere ud, end den egentlig er. Det er én hun selv har syet. Da Kirsten blev pensioneret, solgte hun sit sommerhus ved Hals, købte sig en symaskine, renoverede skuret og lavede værksted. Nu går hun kun i tøj, hun selv har syet.

– Jeg skal jo kunne se dig ordentligt! Råber hun og svinger med både arme og hænder, mens hun kommer trippende mod havelågen.

– Tillykke, næsten hvisker jeg tilbage.

Så er der balance i lydniveauerne. Hun er den første til at give mig et kram. Jeg når ikke at få armen med rundt om hendes krop. Og så sidder den der. Den højre hånd klemt inde, håndfladen hårdt mod mit eget bryst, håndryggen blødt mod hendes. Som en lille skumgummisvamp, hvor den bløde side er blevet så blød, at der ikke er noget modstand, når man tørrer den over komfuret. Mens venstre hånd har slynget sig rundt om nakken på hende og tager et fast greb om hendes venstre skulder, er min højre hånd fanget i en brystsandwich. Ingen af os siger noget. Vi går ud af krammet, lige så hurtigt, som vi er gået ind i det. Men et øjeblik føles det som om, vi står der foran havelågen i evigheder.

Sigrid står bare bagved og kigger, mens blomster springer ud, skyer går for solen, græsset bliver grønt igen efter flere måneders tørke, isbjergene smelter, havene stiger, nye væsener går på land.