Og så går man rundt der, vuggende, med langsomme skridt og med armene over kors. Det er kunst, siger vi til hinanden og hvad er kunsten? Er det den på væggen, eller er det hinanden vi observerer? Sikke et flot maleri, sikke en flot pige. En fyr står tilbagelænet, han klør sig på hagen og hvisker ubetydelige strofer ud i det rum, han tror han ejer. En kvinde rynker panden, smiler skeptisk, mens hun noterer ligegyldige notater i en ligegyldig bog. Ingen er i tvivl, sikke dygtig ham Jakob er. Sikke flotte billeder og han er da en fantastisk passioneret fotograf, og det vi ikke siger højt er, at han er en selviscenesat klovn. Kurt Westergaard sidder i cafeen og drikker sin stempelkaffe fra sin stempelkaffekande, sludrer med sine bodyguards, mens et klassisk orkester spiller avantgarde musik. Vi smiler og nikker og ih hvor er det smukt, og hvem ved, måske er vi det næste terrormål. Kurt Westergaard tager sin hat og går, og det samme gør hans bodyguards, for hvis de er hans bodyguards, må de jo nødvendigvis gå sammen med ham. Og angsten for en bombning er nu overstået, vi nyder igen vores egen stempelkaffe. Vi går ud igen. Det kan vi ligeså godt. Det må være kultur nok for den søndag.