Det kan ses på lang afstand. Fiskerhuset. Når man står der ved starten af grusvejen. Med fødderne plantet solidt i den bulede asfalt. Når man står der og kigger er det som at se et maleri. Det lille hus, vandet der skummer, fiskenettet der tager sit greb om alting, mågerne der skriger efter sandhed. Tanglopperne. Dem kan man ikke se, men jeg tænker på dem. Og jeg tænker at det er ærgerligt, at jeg ikke kan male. Men måske er det bedst sådan. I stedet for skriver jeg, at jeg maler. Jeg står ved starten af grusvejen og maler et hus, et hav, et fiskenet. Jeg maler tanglopperne som en lille prik. Og jeg tænker på at vi burde kæmpe lidt mere for hinanden. Som tanglopperne der kæmper mod tyngdekraften. Men lige nu hygger de. Så det gør vi også.