Postmodernismen som et vaakum?



: et meget overordnet og lidt brutalt litteraturteoretisk oplæg/indlæg/indspark/indskud/tankeeksperiment. Jeg ved ikke om det lægger op til debat eller hvad det gør, men det er ret sjovt.


Jeg var den anden dag, til en forelæsning, vidne til et meget eksplosivt og frontalt (både retorisk og kontekstuelt) angreb på postmodernismen som begreb og kunstopfattelses-værktøj. Det var primært vedrørende film og kunst anno vor tidsalder, men jeg tænker, at det vel også har relevans for vores kategorisering af litteratur. Professorens grundlæggende tese var, at postmodernismen aldrig har eksisteret som en periodisk strømning, den har udelukkende taget udgangspunkt i teoriers teorier om teorier og eftersom den ikke har en samlet og konkret selvforståelse af dens egen tilgang til kunsten – fordi begrebet er udpeget af teoretikere og ikke genereret af kunstnerne selv – argumenterede han, er dens grundlag er for ustabilt til at være et egentligt grundlag. På den måde er postmodernismen et produkt af, at (netop fordi kunsten bevæger sig i 713 retninger på samme tid) teoretikere i højere og højere grad ønsker at putte mærkater på og placere ting i bokse, med et håb om, at det gør det nemmere for dig og mig som læser at forholde sig til det enkelte værk, men også med et håb om, at det kan give teoretikerne selv et skub i ryggen i kapløbet om at blive hørt. Postmodernismen er altså, som han ser det, en teoretisk kategorisering, frem for at være kunstnerisk konsensus omkring at skabe noget nyt, bryde med traditionerne (som det var for – hvert fald i højere grad – Pound, Elliot, Woolf, etc. under modernismen).


Jeg ved ikke om jeg er enig, det er jeg nok ikke (og så alligevel lidt). Jeg kan godt lide at se postmodernismen som en mere eller mindre samlet betegnelse for, blandt andre ting, den fuldstændige nedbrydelse af form og struktur. Men det gav stof til eftertanke og jeg synes måske der er noget om snakken, litteraturen står svagere som en samlet enhed – ikke at det er nogen ulempe, overhovedet, det giver blot flere individuelle stemmer – men når det er sådan, så ligger der også en pointe i, at vi skal passe på med konstant at ville kategorisere, dele ting ind og sætter rammer op for hvad der er hvad, hvem der er hvad, hvad der er hvem og hvem kan vi placere i hvilken kasse. (Især når vi vel stadig er midt i det?) Jeg skal gerne være den første til at synes (jf. generations-debatten), at der blandt kritikere, teoretikere og anmeldere, er en kedelig tendens til netop at kategorisere i så høj grad som muligt. Og hvis der er så mange kategorier/genrer/tendenser, kan vi så overhovedet snakke om en overordnet periodisk tendens? Eller er det måske netop alle forgreningerne, der definerer postmodernismen? Og hvis ikke den har nogen berettigelse, hvad har så, og hvis den har, er den her så stadig?


Jeg ved det ikke, og nu er jeg helt lost.


kh