Elisabeth Friis: Den forbandede krop


Hurra for en længe ventet kontekstuel og reflekteret tilgang til kroppen som objekt (og til en vis grad vel også subjekt, på en slags meta-agtig måde) i ny dansk litteratur.  Friis tager i hendes artikel i Information udgangspunkt i de enkelte værkers forståelse og brug af kroppen som et tematisk omdrejningspunkt og virker reelt interesseret i, hvad teksterne siger ift. sig selv og hinanden om det kropslige fængsel (eller hvad man nu har lyst til at kalde det, redskab, våben, hylster, våddragt, plasticemballage,  værktøj) som tendens, der nok især ses blandt kvindelige forfattere (mænd har åbenbart en mere ironisk tilgang til kroppen - kigger man lidt, kan jeg måske godt forstå det), en tendens der er interessant at holde øje med, men ikke nødvendigvis en tendens man behøver at placere i et overordnet litteraturhistorisk perspektiv – endnu - og om det er tiltænkt eller ej, så er der noget fantastisk befriende over at læse noget, der forholder sig til de enkelte tekster som de ser ud lige nu, hvad de er og kan enkeltvis og i flertal og hvad de står der og brøler om, alene og måske også sammen (og det er vel her det bliver sjovt, er det en strømning, er det tilfældigt, er det noget vi kommer til at se mere af, er det noget der manifesteres individuelt eller kollektivt som et opråb?) men uden at de skal kategoriseres, opdeles og teoretiseres - endnu.  Når alt det så er sagt, så tænker jeg, at det litterært er en spændende tendens (hvis sproget og ordene ellers er ecstasy i øjnene på læseren), men fra et biologisk-sociologisk perspektiv er det ærgerligt, at kroppen kun skal problematiseres, den burde ligeledes tilbedes, nydes og forkæles. Litteraturen skal ikke kun være kroppens talerør, den skal også være dens harem, dens legeplads.