Manifesterende øjeblikke: del 2, kunsten og kunstneren



The artist is the creator of beautiful things.
To reveal art and conceal the artist is art’s aim.

The critic is he who can translate into another manner or a new material
his impression of beautiful things. 

                      The highest, as the lowest, form of criticism is a mode of autobiography.

Those who find ugly meanings in beautiful things are corrupt without being charming. This is a fault.
                                                Those who find beautiful meanings in beautiful things are the cultivated.                   
                                                 For these there is hope.
              They are the elect to whom beautiful things mean only Beauty.
                        There is no such thing as a moral or an immoral book.
                        Books are well written, or badly written. That is all …
     No artist has ethical sympathies.
     An ethical sympathy in an artist is an unpardonable mannerism of style.
                 No Artist is ever morbid. The Artist can express everything …
                        All art is at once surface and symbol …
                        All art is quite useless.




Thomas Mann:  Tonio Kröger (1903)

‘if it means too much to you emotionally ... it will be of no interest to anyone, and you yourself will end up disillusioned and miserable … For that is how it is, Lisaveta: emotion, warm, heartfelt emotion, is invariably commonplace and unserviceable—only the stimulation of our corrupted nervous system, its cold ecstasies and acrobatics, can bring forth art ...Literature isn’t a profession at all, I’ll have you know – it is a curse.’ 




1. Poesien er et gammelt øg med sommerfuglevinge
2. Digteren er en jockey, der er god til at være groggy

3. Hvedekorn er en hvedemark i den blå luft, og scenen er skrå

4. Redaktøren er en muldvarp, der misser nådesløst med øjnene, før han udsteder en landingstilladelse

5. Rosinante&Co er et solidt, men venligsindet skysystem hele vejen rundt om den hvedemark i den blå luft, der er Hvedekorn, fra hvilken den nådesløst missende muldvarp, der er redaktøren, udsteder landingstilladelser til de groggy jockeyer, der er digterne, på de gamle øg med sommerfuglevinger, der er poesien
6. Sådan hænger det sammen med det
7. For fremtiden
8. Heldigvis
9. Poesien er en purung sommerfugl med hestesko
10. Og så vildere






’Litteraturen vil holde op med at være noget, der skal værnes om
og tages vare på, en genstand, der musealt indplaceres blandt alle
kulturens andre genstande. Den må i stedet opfattes som en begivenhed:
Noget der kortvarigt dukker op, glimter og forsvinder i samme øjeblik.
Når litteraturen er blevet til en begivenhed, kan den ikke længere
bedømmes ud fra de kriterier, den traditionelt er blevet bedømt på.
At en bog har alle de kvaliteter, der traditionelt værdsættes, sikrer
ikke bogen, at den bliver andet end et kort øjebliks glimt blandt andre
glimt. Og at det er en bogs udbredelse eller indflydelse, hvad enten
det er på læserne eller anden litteratur, der afgør dens kvalitet, er også
blevet en misvisende forestilling. Den forestilling er stadig baseret
på opfattelsen af litteraturen som en genstand med en historie, som
bogen indføjer sig i. Desuden sætter den forestilling kvalitet lig med
en form for kvantitet (antallet af læsere eller epigoner).
Der venter noget helt andet: En litteratur, der hverken er skrevet
for at sikre sig en fremtid (eller overhovedet et nu) eller værne om
en fortid; en litteratur, der ikke længere er tynget af evigheden; en
litteratur, der i sandhed er både utilstedelig og utidig, uden for alt og
uden nogen helhedsforestilling som reference, og som vil forholde sig
til det som et livsvilkår.’