Til Reception om 'øer'



Ikke sådan en med tapas og hvidvin, men med kloge ord om faste ting i vandet. Tidsskriftet Reception, der udgiver næste nummer under temaet 'øer' med frist for idéer til artikler, skønlitteratur, essays o. lign. d. 20 marts. Selv skriver de:

'Reception #70 handler om øer – hvordan deres isolation har været benyttet og stadig benyttes som litterært virkemiddel, og hvilken rolle de spiller i danske og nordiske forfatteres selvforståelse. Både dem, der føler sig som danske Robinson Crusoer og dem, der ser deres egen ø som udgangspunkt for verdenserobringer.'


Emnet er bredt og guidelines er nærmest ikke-eksisterende. Det giver anledning til fortolkninger og biddrag med en referenceramme helt fra Odysseus' rejser i det græske øhav, hvor øen var mystikken og frem til den moderne opfattelse af øen som turistfælde om sommeren og isolationscelle om vinteren. Jeg har rodet mig ud i en række af fiktive 'samtaler' (eller mangel på samme), uddrag af samtale #1:


'Hen mod aftenen, hun kigger ned i sandet, han op i skyerne, der former sig som affaldet. Affaldet skylles op på stranden i takt med skummet. Skummet der trækker sig tilbage, ud i vandet og så op på land igen. Affaldet eller skyerne: En plasticflaske med resterne fra en eksotisk blendet frugt mash-up, papirindpakningen til en Double Whopper Bacon fra Burger King. Hvad får efterhånden ting til at hænge sammen, spørger hun og spejder ud over horisonten, hvor silhuetten fra et fragtskib, får hende til at tænke på en indkøbstur forleden dag. Der havde været udsolgt af bananer og karrykryderi. Havde det fragtskibet bare sejlet et par dage tidligere, tænker hun. En gennemsigtig emballagelignende genstand finder vej ud af bølgerne. Han tænker, at det ligner det, der får six-pack dåser til at hænge sammen og som alligevel aldrig fungerer, fordi mindst én dåse vil falde ud, inden man når ekspeditionsdisken. Plastic, svarer han. Plastic er det, der får alting til at hænge sammen. Dine bryster, mine tænder,  dåserne i en six-pack.'