Urban-dekadent



Det kan være svært sådan at finde fodfæste, fæste fødderne grundigt i fortovsflæsk og lattesøer, det hele svimler, skumler når man går ned af gaden af gaderne, murene brækker sig ud over teenagere, kaffen er kold af mælk, benene peger ligeud som hanens pik, så nedad mod flammefest, peger på distancer og ting man går i retning mod er distancer, ting: de bliver grimmere for hvert skridt man tager, ting: bageren, duerne, sømanden på bænken: de skubber kroppe ud til siden med øjnene, vender æblerne om, hvidt brusende, en cider og der skåles, man vælter frem og tillykke, sejler væk fra bænken, sømanden står tilbage med piben, grim i øjnene, vinker, blæser tobaksrøg som delfiner, grim i vinden, under sålene gynger brostenene: det er som at passere to tykke kvinder på et smalt fortorv, de har slugt al den friske luft, her er ikke plads til bølgerne, til hanen, til at danse, til lykke.