jeg kalder det et uddrag


De ligner ofte hinanden, listerne. Alligevel, tænker han, fungerer de for ham som en måde at komme i gang med dagen og nogle gange når han sidder der og skriver ting på listen, får han korte øjeblikke af inspiration, skriver sætninger ned, der på længere sigt potentielt kan bruges i en tekst. Han tænker på at skrive milkshake på listen og det minder ham om forleden dags Paradise Hotel episode, hvor syvogtyve årige Tanja fra Lemvig, på grund af ulykkelig kærlighed, udtalte at hun rystede som en milkshake. Han skriver fem linjer ned:

Det er bananen alting
pilles fra hinanden
før den shakes
som en sømand aldrig
har der været mere hav her og bag skrællen

Han føler den samme tilfredsstillelse som da han strøg penslen over væggen med den mintgrønne maling. Den kunstneriske vrede. Han tænker på det hun engang hviskede i hans øre: slip dit indre bæst løs. Det var den samme sætning som introduktionen til det PlayStation 3 spil han havde købt ugen forinden. Han nyser ned på papiret. Dagens pollental: 44.