en tekst om steffen


Steffen onanerede engang til en .gif-fil. Imens havde Mette siddet i stuen og drukket kaffe med en gammel gymnasieveninde, de havde haft travlt med at tale om muligheder og begrænsninger, de byttede nutid ud med fortid. Og omvendt. Steffen havde hørt ordene som brudstykker, sætninger der fløj forbi, sætninger der fløj bare for at flyve og så alligevel kom de tilbage igen, det samme ævl, og sådan føltes det, også billederne, som historien der gentager sig selv, som en sang der er gået i hak midt i omkvædet. Det er april nu og det var april dengang, tænker han, hvordan kan et årstal gøre en forskel ved en måned der siden 1922 har været dømt til at være ond.