litterært-online limbotrolde i et hyper-ureguleret rum

Jeg sidder og læser Steve Roggenbuck's i am like october when i am dead, jeg sidder og følger Tao Lin's anti-selektive udforskning af twitter, jeg sidder og følger med i minimalistisk pesudopoesi fra @whoisdubstep (som måske er uvidende om den kategorisering, måske ikke), jeg sidder og ser pictures that i gone and done af Chris (Simpsons artist) (hvad er han overhovedet for en størrelse?), jeg tager mig selv i at have optur over det (især Roggenbuck) og ikke helt vide hvorfor, jeg tænker at det er smukt og fascinerende, nærmest brutalt, selvom det prøver at være alt andet, selvom det prøver at bryde sproget ned, selvom det tager pis på alt, selvom det prøver at holde læseren i et limbo mellem hvad der er gennemtænkt og hvad der bare virker retarderet, jeg tænker at det er den slags personkoncepter, der baner vejen for en eksplosion af de grænser og konventioner, der diskuteres vedr. fx trykt publicering / online publicering, vedr. det litterære økosystem (fx på Erik Scherz blog Re:citat), vedr. sproget, vedr. formaliteter, vedr. den magt og frihed der ligger i, ikke at være afhængig af en udgiver, en redaktør, at man selv er konceptudvikler, at man er sin egen blog, at det er antal views eller downloads eller kommentarer, der bestemmer kvaliteten og præsentationen og ikke købte eksemplarer, at det pludselig er blevet et spørgsmål om at markedsføre litteraturen, bringe den ud og ikke så meget et spørgsmål om at anerkende den, anerkendelsen der opstår ved et godkendt manuskript (som dog alligevel hænger ved i form af online formater som Slagtryk og Errararea, men med en mindre autoritær aura) at det samtidig også kan gå inflation i lortet, at blogs og sociale medier bliver litterære skraldespande, at udgivelser bliver ukritiske produkter, en samling af tweets, en storm af ligegyldigheder, og så alligevel, at de koncepter, de personligheder, at de er geniale personligheder og at de er geniale fordi de ikke er personligheder og at det derfor kun er læseren, der kan stilles til regnskab for en evt. udvanding af litterær 'kvalitet' som resultat af, at litteraturen  med dens online potentiale er blevet et  hyper-ureguleret rum ((et rum der har højt til loftet, men samtidig også et rum der hurtigt kan blive klaustrofobisk) og herunder også litteraturkritikken, der meget hurtigere og meget mindre autoritært sniger sig rundt på blogs og i kommentarfelter - og igen er det en positivnegativ fornemmelse, fordi det åbner op for magtstrukturer, sætter positioner på spil, giver læser/kritiker/forfatter spillerum, mens det samtidig ofte skærmer af for en dybere kritik, en potentielt god kritik som drukner i overvejelser, der ikke har taget længere tid, end den tid det tager at være på vej ud af døren).