udsigten er ikke hvad den har været


Dengang stod de med læberne rundt om shotglas, nu står de i hver deres vindueskarm og kigger ud. De kigger ud og så på hinanden, som to videoinstallationer der er blevet sat i samme museumslokale uden rigtig at komplementere hinanden, uden at der er en egentlig visuel eller konktekstuel sammenhæng. Tænk hvis man kunne skyde skylden på en skaber, en slags guddommelighed, tænker Mette, som man kan skyde skylden på kunstneren, for ikke at have været selektiv. Mette læner sig ud af vinduet. Skyerne ligner marcherende Nordkoreanerne. Udsigten er ikke hvad den har været.