the act of killing me softly kunne titlen have været




lidt ud af det blå dukker fugees udgave af killing me softly op i mine tanker. måske pga titlen på filmen eller nostalgi ift at sidde et sted og se dårlige reklamer på storskærm og have tid til at tænke på fortid eller andre tider der kan være svære at få tid til at tænke på. filmen går i gang og først ved jeg ikke om jeg skal grine. og så ved jeg ikke om jeg skal græde. kigger rundt og føler at biografen er meget lille. at den har ædt mig og de andre og at i det mindste bør de andre få refunderet deres billet. jeg klarer mig. spiser en bid af en parmaskinkesandwich og tænker at jeg skal nå at spise den inden jeg mister appetitten. det har jeg hørt at man gør. så griner jeg pga noget om fugle og ejendomsret der er uden for kontekst ift indonesiske bødler og en humoristisk fortolkning virker ok. bliver træt og læner mig tilbage i biografsædet som er et sæde ud af cirka 25. får det dårligt med mig selv over at have grint. fælder en tårer eller to. måske ægte måske pga træthed. får brækfornemmelser på mine egne vegne og på indonesernes vegne og børnenes vegne. går ud af biografen og ryger en cigaret for at neutralisere alting