velkommen til medina






medinaen er marrakech' version af den gamle by i aarhus, sådan forestiller jeg mig det ved første øjekast. bare uden betalingen og de faste åbningstider. og uden skuespillerne og de opstillede muséer, her lever man som det ser ud og som man ser ud. et stykke kultur er bevaret fordi den autencitet det besidder, stadig er en del af det traditionelle. det er den arabiske verden. vi er i en have formet som et kunstværk uden for den gamle bydel, jardin majorelle, ude i hvad der lignede de riges kvarter, det virker atmosfæreforladt. altså ikke haven men bydelen. føler en vis stolthed over at have fundet vej. vi sætter os på en kantsten og ryger en cigaret inden vi går ind. kl er ca 15 og solen er midt på den blå himmen. 22 grader og en let brise. haven er sammensat af planter, kaktusser, guldfisk. vi føler os turistede og lil siger til mig, hvorfor er det egentlig at man altid prøver ikke at virke turistet. for at blende ind siger jeg og ved godt at sådan er det ikke og sådan ser vi ikke ud. vi kommer ind bag medinaens mure og ind på jeema el fna, pladsen i centrum. en hund piver over ikke at må lege med pindsvinet der gemmer sig under en hat. ved siden af kigger et firben nysgerrigt til. knallerter kører slalom i menneskemængden efterfulgt af cykler og så. et slagsmål. nogle bliver slæbt væk af de grøntklædte politimænd. en abe sidder i kjole. en anden abe sidder og piller i håret på en arabisk mand. et æsel står og venter på at blive pakket. en slange har krøllet sig sammen ved siden af dens ejer. ved ikke hvem der ejer hvem. vi har været på det jødiske marked og købt pulver der mest ligner kokain. og té der mest ligner crystal meth. vi fik gaver. en læbestift af sten. en deodorant af sten









vi går hjem mod vores hotel og til højre i en lille gyde væk fra pladsen er en gammel biograf. manden i åbningen viser os ind og tænder lyset inde i salen, der er fyldt med mørkerøde biografsæder. af metal. og han viser os balkonen med grønne mere bløde sæder. han siger at det hele er under reperation. der er filmplakater fra før 2000. han viser os fremviseren. jeg giver ham 10 dirham, måske pga den passion jeg kunne mærke. vi så billeder der viste at han havde kæmpet for biografens overlevelse. jeg kigger ind i et tomt rum og kan dufte eucalyptus, en arabisk mand med et markant overskæg fortæller mig at det er et dampbad, om jeg skal prøve, nej, her er en barber peger han, skal jeg prøve, nej siger jeg. vores hotel, eller på vores riad, ligger på en vej uden turister, næsten uden lokale. en knallert i ny og næ. støvet virvler og det giver et flot lys




på hotellet har de ryddet vores værelse og lagt min beskidte strømper ind i skabet ved siden af taskerne. de har formet toiletpapiret som man former servietter til en konfirmation