personlig politisk diskurs analyse og noget med en eksponentielt faldende interesse


jeg siger sjældent mit eget navn eller andres navne 
måske fordi navne får mig til at tænke at: nu skal jeg gøre noget
eller at: den person jeg siger navnet på skal gøre noget

måske fordi jeg føler en afmagt ved at lade den person føle sig unik
fordi personens navn gør at personen skiller sig ud fra andre personer
og dermed ikke bare er en person som man kan tale om
uden at skulle forholde sig til udefinerbare omstændigheder
måske fordi at en sådan henvendelse forpligter til en form for socialisering
som jeg i situationen ikke kan overskue
måske for at opretholde en følelse af at vi alle er lige
eller at vi alle kunne være lige eller ønsker at være det
eller at vi alle ønsker at ønske det
jf. demokratiet

jf. utopien
jf. senmodernismen
jf. udefinerbare omstændigheder
du siger til mig at jeg kun siger dit navn når jeg virkelig mener noget
jeg siger til dig at det er jeg ked af
at jeg føler at det er mere og mere sjældent at jeg virkelig mener noget
at jeg i gymnasiet fik gode karakterer i samfundsfag
men at samfundet virker ligegyldigt i dag
at ordet 'ligegyldigt' virker som et forkert ordvalg
fordi hverken 'lige' eller 'gyldigt' er kendetegnende for det man kan kalde samfundet
at hvis det fortsætter sådan kommer der en dag hvor jeg ikke længere kan udtale dit navn

jeg siger til dig at jeg ville ønske at jeg sagde dit navn oftere
at jeg har lyst til at kravle op i et højt træ og råbe dit navn til alle skovens dyr
jeg siger til dig at jeg engang havde meninger om meget
fx politik
fx senmodernisme
men at jeg nogle gange ikke føler en grund til at mene noget om ting jeg ikke har indflydelse på
at jeg i stedet vil nøjes med at mene noget om ting eller personer i en radius på ca. 1 meter
naturen
dig
regnen
papiret
jeg siger til dig at der kan være noget tilfredsstillende
noget næsten ophidsende
over at høre dig sige mit navn