noter fra en baggård eller en anden titel dostojevskij kunne have fundet på


de fleste dage forsøger jeg at leve op til et antal af forventninger
som et forsøg på at være del af en social kontekst

jeg drikker danskvand
jeg fortæller dig at jeg har drukket 1,5 liter danskvand alene
at min indkøbstur til irma ikke gik som planlagt
men at de havde agurker på tilbud og at det kan ses som en sejr i sig selv

jeg sidder i solen og den skinner skide meget
jeg tager trøjen halvt op over hovedet
som når en fodboldspiller fejrer en scoring
og du kan ikke være her eller du kommer først senere
og agurkerne føles forfriskende

jeg hælder det sidste danskvand udover mig selv
og tænker over hvorfor det hedder danskvand
og hvorfor jeg hælder det ud over mig selv
om det er en slags act of attention

en kone stikker hovedet ud af vinduet i baggården
og råber til mig at hvis det lugter brændt så er det fra hendes køkken
hun havde glemt et par plader i ovnen
det er hvad der kan ske siger jeg
og jeg tænker på at lave en joke og sige noget i stil med at:
’jeg kan da slukke branden med min danskvand’
men undlader da jeg ser at flasken er tom
og samtidig fornemmer at selvom vi deler baggård kan vores humor være forskellig
og jeg tænker at den konfrontation orker jeg ikke
og at jeg sjældent orker sociale konfrontationer
og at det måske er derfor at damen i baggården er det første menneske jeg har snakket med i dag

jeg læser i en tekst at den sociale støj integreres i den indre verden
og har det ok nu med at det bare er mig og solen i solen

varmen gør mig liderlig