vi smelter næsten sammen når vi ligger der
jeg nyser
du spørger halvt sovende:
hvad siger du
hvad siger du egentlig
jeg siger noget om solidaritet
at jeg har udsigt til de fineste skulderblade
du har udsigt til et natbord
eller hvad det er du kigger på inde bag de øjenlåg
du siger at det er dine venner
farverne
de bevæger sig rundt i cirkler
i geometriske formationer
starter oppefra
oppefra
så rundt
ned
så rundt
så rundt
du siger at det ofte er den samme røde farve du ser
ligesom husene i den svenske skærgård siger jeg
så er vi igen ved at forene os med noget siger du
jeg rækker ud i mørket efter ting der ligger afsides
min arm standses af din hånd som placerer min hånd på din krop
som gør min hånd helt varm
på natbordet står der fire glas vand
hver især symboliserer de ikke andet end tanken om at vågne tørstig
og den øjeblikkelige glæde ved ikke skulle rejse sig midt om natten
ikke at skulle kigge ud af vinduet
ikke at skulle forholde sig til omgivelser
der italesætter en virkelighed
som ikke er din
og ikke er min
jeg siger til dig at virkeligheden er at sidde nøgen op ad en mur
og kigge på træer der danner en cirkel under en blå himmel
hvor regnen alligevel falder ned på vores kroppe
din krop er stille
du trækker vejret ind som om det var den sidste luft
jeg former et landskab på din ryg
buske
skovstier
vindrueplantager
du sover videre
du bærer rundt på et landskab
du vender dig rundt
og rundt