en tekst om at: sådan kan det også være at strække benene




vi kører 113 kilometer i timen

vi kører sådan cirka det vi må

vi kører forbi først kornmarkerne

så rapsmarkerne ved siden af kornmarkerne

så de små vandhuller i græsmarkerne ved siden af rapsmarkerne

jeg siger til dig at jeg ville ønske at jeg kunne spejle mig i vandhullet

jeg spørger dig om vi kan stoppe så jeg kan spejle mig i vandhullet

du siger at vinden blæser

at når vinden blæser vil spejlingen blive sløret

at spejlingen ikke vil være den gengivelse af mit ansigt som du tror jeg ønsker

jeg siger at ønsket ligger i alt andet end forventningen

at forventningen ligger i alt andet end mit ansigt

at hvis de små myg der skøjter på overfladen kunne se mig

ville de flyve op

de vil strække deres lange ben

og flyve helt op

så er det bare at skrive eventyret ned siger du

jeg tænker på ting i eventyr

store mennesker i små huse

broer over dale

vandfald

ting man efterlader på vejene som spor

som da jeg borede huller i en grusvej med enden af din paraply

du siger at det ikke er til at høre hvad man selv tænker

når man kører rundt på de små veje

forbi rapsmarkerne hvis dufte absorberer alt

forbi elmaster

forbi efterladte bænke

forbi en lille frø der krydser vejen