i en af parkerne er der store bunker af størknet jord hvor frøerne kravler



jeg strækker benene ekstra meget i dag

flytter hovedet rundt i cirkler

til højre og ind mod midten

det er som om min krop ikke er en krop i dag

det er som om verden ikke er en verden

men bare en stor klump friske grønne alger

som jeg har samlet op 

mens flere fuglerelaterede familier kiggede på

i håbet om at noget mystisk ville ske

det samme mystiske håb havde jeg 

om at denne dag ville blive en dag i verden

måske er det mystiske algernes grønne farve 

der får dem til at ligne den masse

som jeg tror uran ligner

uran er ligesom nordlyset tænker jeg

et helt vildt grønt og giftigt skær

og så kigger jeg op

og så er vejret sådan uden videre blevet gråt

og så kan vi ligge der og rådne som tanget i vandkanten under skyerne

under det grønne lys bag skyerne

og benene nu helt strukket

og armene på tværs

og stråler på kryds og tværs 

de grønne lys

de rammer os 

de rammer alle byens parker

de rammer en frø

i en af parkerne er der store bunker af størknet jord hvor frøerne kravler

mest af alt væk og ind i huller