Turen går til: The Picadilly Exhibition Company no. 5




I forbindelse med, at The Picadilly Exhibiton Company skulle have deres 5. udstillingsarrangement i slut december, havde de også inviteret seks kunstnere til at lave rejsebøger udgivet af Forlaget  Asterisk (som jeg kan se at Martin Glaz Serup også har linket til på Promenaden i en fin tekst om litteraturens steder) - blandt andet min partner in crime, Lil Wachmann, som gav mig den ære at skrive et forord og efterord til sin bog Rejsen går til vor Frelsers Kirke - man skal helt sikkert tjekke alle bøgerne ud, fx er der en mail-korrespondance med en måske-bekendt til Rihanna og en anden bog af Jesper Fabricius med flotte billeder af bryster, der ligner bjerge; der kan læses mere HER og forhåbentlig kommer de også i en boghandel snart - og her kommer så forordet til Lils bog (OG HEY, on another note, tillykke til Asta Olivia for Montana-prisen, velfortjent!):

Inden en rejse til Marokko læste jeg Elias Canettis roman Stemmerne fra Marrakech. Og jeg kunne have svoret på, at jeg i Marrakech ville finde lige netop den Marabout, lige netop denne hellige mand, som Canetti så detaljeret og indlevende beskriver hans møde med. Jeg forestillede mig, hvordan det ville være at gå ham i møde på Jemaa El Fna; mig, viftende med armene af afvisninger over for diverse kitsche måder at mindes rejsen på; ham, blind, ude af stand til at se mig, munden fuld af mønter, øjnene febrilsk rullende, oftest med det hvide pegende ud mod pladsen. Jeg mødte ham aldrig. Men oplevelsen ved først at møde byen gennem Canetti, gjorde indtryk på mig. Det ville ikke have været det samme, havde jeg medbragt en rejsebog med udførlige guides. Jeg ville ikke have haft den samme adgang til, hvad det ville sige for lige præcis mig at opleve en fremmed by; jeg ville have fået gode råd, jeg ville have læst mig frem til en generaliseret idé om den arabiske kulturs mentalitet, hvordan jeg burde opføre mig i den og den situation, hvad jeg burde sige i den og den sammenhæng. I kapitlet efter Marabout’en skriver Canetti: ”Hvis man skal føle sig hjemme i en fremmed by, har man brug for et afsondret rum, som man har en vis adkomst til, og som man kan være alene i, når de nye og uforståelige stemmers forvirring bliver for stor.” Og hvem er han til at give mig råd om, hvad jeg skal gøre på min rejse? Hvem er han til at fortælle mig, hvordan lige præcis jeg oplever denne forvirring? Jeg tror han er den helt rette. Eller sagt sådan her: Jeg tror, at en roman som Canettis har en tilpas portion af subjektivitet, i form af dens format, dens fiktion, i form af dens fuldstændigt tilsidesatte indignation og forbehold, der skal til for, som individ, at tage en andens rejseskildring til sig uden at lade sig sværge blindt til den som et facit. Rejsebøger, er jeg sikker på, er skrevet ud fra et forsøg på at skabe nogle objektive kriterier, der på et overordnet plan, søger at stemme overens med hver enkelte rejsendes idé om, hvad en rejse skal betyde eller udgøre, Men måske formår de i højere grad at pille netop al individualitet af den oplevelse, som den rejsende står over for, fordi den skal tilpasses alle slags rejsende. I stedet for at vise, hvordan der kan vælges mellem fire veje, viser de, hvilken af vejene du bør vælge. Måske undlader man at rejse på egne præmisser, fordi man har travlt med at nå en objektivitet i ens færden, et håb om se den bygning, at sejle på den kanal, at drikke den kop kaffe i det kvarter. Canetti fortsætter: ”Det skønneste er at forsvinde i en blindgyde, at blive stående foran en port, som man har nøglen til i lommen, og låse den op, uden at en levende sjæl hører det.” På min rejse prøvede jeg så vidt muligt altid at have dette mantra i baghovedet, ikke fordi jeg med vilje fór vild, ikke fordi jeg afskyr seværdigheder, men fordi det netop gav mig en måde at rejse på, der ikke afgrænsede oplevelsen til et stednavn eller en bestemt mosaik.