Noter til læsning af 'Efter vi har klædt hinanden af' af Catherine François (Forlaget BLARP)



På forsiden er der fjer.

Det er sjovt med det forlagsnavn, det lyder som en fisk eller som hvis en stor sten ramte vandet og man spillede det baglæns. Der er noget maritimt uanset hvad. Og noget klumpet.  Det kan jeg meget godt lide. Det ryger ud af munden på mig som et bolche. Og så er der bølgestregen under, tematikken er konstant.

Titel, overvejelse: Hvis mennesket kun havde fjer og de så blev klædt af, hvad så. Ellers godt, suspense.

Første digt præsenterer noget udpint og samtidig: nydelse. Eller som der bliver skrevet: væmmelse. Spændingen mellem de to følelser er god, den holder mig fast som en modhage. Se, maritimt.

Et billede med tryk.

Igen i de næste digte: noget tvunget, noget modstand, kroppen tvinges, brynene vrider sig. Alting er ikke på plads. En forvrænget kærlighedsscene. En stærk scene. Kærligheden når den vil noget andet end at forsvinde ind i sig selv som tekst til et du.

Krop der falder til jorden. Igen, listen. Den er charmerende, skaber muligheder. Inviterer læseren og så alligevel: man skal vælge mellem de to. Hvis man overhovedet skal vælge. Det gjorde jeg lige: knæ der rammer jorden.

Krop der falder til jorden. Ud af en mund. Voldsomt billede, men behageligt.

Jeg ligger først nu mærke til de små titler oppe i hjørnet. Jeg ved ikke om de gør noget godt, de gør ikke rigtig noget. Som en slags vejviser, der ikke viser noget sted hen. Lad mig få nogle flere valgmuligheder. Og så skaber det alligevel et intimt rum, fra stolen til døren til sengen og så om igen. Herfra og til kroppen og tilbage.

Du ligner en mand med et pubertetshjerte indeni. Det ved jeg ikke, gør han nu også det.

Vores kroppe drypper. Jeres. Deres. Gør de nu også det. Voldsomt, men mindre behageligt.

Tænker stilles over for siger. Hvad tænker jeg’et, hvad siger jeg’et. Hvad siger det mig. Ikke så meget.

En vandmand. Sort/hvid.

En smiley selvom det sikkert ikke er tiltænkt. Ordene, og så, i en parentes og afsluttet af et kolon inden parentesen afsluttes. En fortsættelse af de tidligere tekster, som om ordene ikke rigtig må være der, men det er de jo alligevel. Klæder vi hinanden på i forelskelse står til gengæld ikke i parentes. Det er godt.

Et billede og så Frankrig. Mange billeder, nye billeder. Mere poetiske, eller hvad, siger man det, kan man sige det. Svømmer i bjergenes munde. Jo. Mere poetisk. Du revnede mig op og jeg blev / den flod du opløstes i. Det ved jeg nu ikke. Hvor går grænsen, hvor høje er bjergene, hvor store er deres munde. Hvor meget kan de bære.

Flere digte, flere billeder.

Drømmer om i modsætning til drømte, det er godt til en afveksling. Drømmer i nutid, skrive mens man sover, drømmer tre ting på en gang eller efter hinanden.

En række tekster fokuseret på et dig. Måske glider jeg’et og dig’et ind i en kontekst, hvor jeg ikke helt kan følge med. Jeg ’et vil se om kødet har samme farve som dig’et. Jeg’et skriver dig dig dig etc. Okay.

Tekst om en sms om at elske. Godt, sjovt, fint spil omkring punktum som et tegn, som en stopklods. Elsker man mere uden punktum. Valgmuligheder. Vælger nr. 1.

Læber der brænder pga. chili. Fint stilleben. Også let. For let. Muligvis.

Efterfølgende: endnu et stilleben. Stærkere. Det efterlader sig ikke spor af en sfære, hvor jeg ikke er velkommen. Selvom en dør lukkes. Fin kontrast. Som jeg selv lige skabte, der.

Gopler.

Som om den løber hurtigt mod en slutning. Jeg’et løber og teksterne løber med og jeg bliver hægtet af.

Gennem Kødbyen. Hvorfor. Jeg’et skulle ikke være taget i byen, der sker aldrig noget godt efter kl 02. Heller ikke i poesien. Det burde jeg’et vide.

Kigger alligevel tilbage med forundring. Beundring. Muligvis fascination og afslutningsvis: en distance, sløret. For fuld til at finde hjem.

----


Efter vi har klædt hinanden af

Catherine François
Forlaget BLARP

170 kr
(i køb sammen med Anne Mari Borcherts 'Please Enjoy My Woods)