Jeg er ingen fugl



En mand ligger på en bænk i en sådan position, at han, når man ser det langt fra, ligner en ulv. Det har blandt andet at gøre med fødderne, der danner en formation som to spidse ører. Hans skæg, der ligner pels på den nedre del af kroppen. Jeg lægger mig ned på græsset, samler fire kogler op, det jeg først tror er kogler, men viser sig at være slags nød, måske et agern. Knuser dem i min hånd, lægger stumperne ned på græsset, skriver mit navn med stumperne, tager halvtreds mavebøjninger, kigger på en and, går videre. Bliver fascinerede af det fugleliv, der kan samle sig på så småt et område. Omkring en lille ø, i en lille sø. Får lyst til at gå ned i søen og komme op med vinger. Min krop er tung i dag, tungere end dagen før og nu, tungere end for lidt siden. Jeg er alt andet end fuglen og fuglen er alt andet end de få egenskaber, jeg forbinder den med. Jeg tager hjem og lytter til et radioprogram om alt andet end fugle, om klassisk musik, det har svært ved at fange min interesse, jeg er ingen komponist, hverken af musikken eller alt det andet, ikke i dag. Jeg lytter til et program om melodigrandprix. Jeg lytter til War on Drugs og spiser salte chips. Jeg er ingen fugl, jeg har langt fra vinger, jeg kan ikke engang gro et ordentlig skæg. Jeg ligner ikke en ulv, jeg er langt fra det jeg forbinder med dyret, den enkle detalje eller unikke egenskab som jeg tildeler hvert dyr, og dyret er langt fra det den forbinder med et menneske, det altopædende, det ændrende. Men jeg er sulten. Jeg spiser koldskål. Om to timer er jeg sulten igen, det ved jeg. Jeg sluprer koldskålen i mig som en lille hvalp. Jeg stiller kartonen ved siden af de andre kartoner, så de danner en trekantet formation.