åh,



Jeg cykler under en himmel, 
der åbner sig, jeg forstår mig ikke på det landskab, der venter mig, samtidig venter jeg på at falde ind i det, dets åbne arme og alle menneskene, der sidder på plænerne med deres arme, deres bøger, deres små snacks som de dypper i en plasticbøtte med 
åh,
creme fraiche 
sikkert oprørt 
med diverse krydderier. 

Jeg forstår mig ikke på den kollektive erfaring,
jeg forstår mig ikke på den ensomme.

Jeg googler et kroatisk vandfald
i flere timer
det forstår jeg mig på.

Alt det der egentlig fylder i bevidstheden, alle de midlertidige fornemmelser af at være i live, al den midlertidig lykke, 
åh,
al den midlertidige sorg, for det er sådan de altid opfører sig, lykken og sorgen, altid midlertidig, og det indimellem, 

sorte huller, 

alt det erfaringerne egentlig er bygget op af, er de interne, intense øjeblikke, de historier, de grin, den gråd, der deles blandt mennesker, der kender hinanden til hudløshed, de øjeblikke, der afviser enhver universalitet, der afviser ethvert forsøg på at blive fiktionaliseret, ethvert forsøg på at blive genkendt af andre end dem, der er, 
åh, 
en del af denne erfaring.