Peter Højrup: Island



Jeg var meget begejstret for Peter Højrups 'Island', men har svært ved at sætte en finger på hvorfor. Derfor laver jeg nogle tekstnedslag og stiller et par mere eller mindre retoriske spørgsmål til mig selv, til jer, du, verden:


*


s. 11-12

Alt det lort, der er i verden, kan ikke nå os, så længe vi er sammen,
               siger jeg og Vera nikker og ser på mig med en alvor, som kun børn er i besiddelse af. En stor tåre løber ned af hendes kind,


Så, så min egen sigøjnerprinsesse,


               siger jeg og løfter hende op på knæet og tørrer tåren bort. Sophia forsøger at trøste Magnus, der tuder, fordi han ikke må få et eller andet, fordi der altid er et eller andet, han gerne vil have, et eller andet han kan fylde sin længsel med. Noget han kan proppe ned i det hul, der aldrig kan fyldes, men vokser og vokser jo mere, man hælder i det. Jeg kender det hul fra mig selv og hader og frygter det, og jeg frygter den dag, hvor det går op for Magnus, at det aldrig kan fyldes. For den dag går det også op for ham, at han er alene ligegyldigt hvor mange mennesker, han omgiver sig med.


*


Er det denne bevægelse fra barn til voksen og fra voksen til barn, stadigt centreret om de samme temaer, den samme stillen spørgsmål til livets umuligheder, uafhængigt af alder, hvor forskellen er byrden af at vide og ikke at vide? Er det den misantropi og verdensfjendskab, men samtidige melankoli, som gør tekstens jeg til en så fascinerende karakter at følge? Denne oprigtige besværliggørelse af alle livets små aspekter?


*

s. 108:

Hun havde stået i køkkenet og stirret ud af vinduet efter endnu et trist forsøg på at vække noget til live, som havde været dødt længe, og jeg havde lagt armene om hende og hvisket i hendes øre:


Et eller andet sted kan jeg ret godt lide dig,


Så brød hun ud af min omfavnelse, kiggede på mig, et langt stålgråt blik, åbnede døren og var væk.


*


Er det denne fortsatte melankoli, denne gennemborende ømhed og stadige tragikomi? Er det denne formmæssige centrering af den simple, sproglige konstruktion, men samtidigt ærlige konstantering, der alligevel indeholder så og så meget distance og tilbageholdenhed?


*

s. 185

Og vinderen er ...


       Sagde Lerche Hartmann igen, og jeg tænkte på de drømme, man aldrig glemmer og de drømme, man drømmer igen og igen.

*

Er det denne konstante udsættelse af det egentlige resultat, denne forsvinden fra narrativets finale? Dette fokus på drømmen som det centrale, som målet, som udgangspunktet? Er det drømmen som den allestedsnærværende brist, der fylder mennesket og dette menneske i denne tekst, først med glæde, så med ligegyldighed og mismod?


*

s. 201

Man drømmer om at skrive en bog, 
        tænkte jeg, en bog, der forandrer noget, om ikke for alle så blot for nogle få, et enkelt menneske måske. Man sidder bøjet over sit skrivebord i to eller tre eller måske endda fem eller syv år for at skrive bogen. Man skriver sin bog og skubber alt andet til side, man lader bogen nedbryde én, man ofrer sig for den uden at ane, om den er værd at ofre sig for. Man tvivler på bogen, og man tvivler på sig selv, man fylder et misbrug ned i sin tvivl, og misbruget ætser hul i tvivlen og gør den bundløs. Man falder, og man beskriver sit fald, så godt man kan, fordi det er menneskeligt at falde. Man forsøger at finde ud af, hvad det vil sige at være menneske, hvad det vil sige at falde, og man bruger sig selv, fordi man er lige ved hånden.


*

Er det denne fortsatte drøm, denne bestræbelse på at gøre noget uanset, hvad det kræver? Denne forbliven i drømmen i frygten for at færdiggøre det drømte? Denne meget poetiske, men stadigt berettende skildring af det litterære hverv? Denne afrunding eller opsummeren eller refleksion over jeg'et selv? Denne poetik?


*
 
Peter Højrup: Island
Forlaget Basilisk
250 kr