Vi sidder i et fly til et andet land, i morgen er vi i et andet land,
endnu en tilføjelse til min samling af oplevelser set oppe fra og ned, som i den film jeg så forleden med Jennifer Aniston, hvor det handlede om at komme videre i livet ved at se ting fra et nyt perspektiv, 
nye perspektiver, tænker jeg, er eksisterende i få sekunder, før de bryder sammen og bliver gamle, hvis Jennifer Aniston bliver gammel, vil jeg begynde at stole på tiden, som indtil nu blot har været en rytme, 
et slag
efter slag,
der skulle vugge mig i søvn i de mørke nætter, hvor kroppen som en hidsig bakterie råber:
åh, åh.
Og hvor jeg glæder mig over, at du er faldet i søvn, at du ikke ser edderkoppen slænge sig langs den laminerede instruktionsanvisning til en eventuel, men også mulig evakueringssituation, hvor tidens eneste opgave vil være at stå stille på det rigtige tidspunkt, hvad nytter det at forstå tiden, at se landskabet, at ændre perspektivet, jeg kan alligevel ikke se bjergene for bare sne, for bare skyer, for bare
hvide felter,
jeg er i tvivl om, hvad der er sky og hvad der er sne, nu er det alle de hvide felter i mine horisonter, der dækker for solen,
åh solen,
som hele tiden eksisterer over skyerne og for tiden også i mit ansigt, som et tegn på et varmt forår, min lille krop, der slænger sig i det varme forår, varmere end noget forår jeg husker.