Jeg husker, at vi en dag fortsatte ud af vejen, drejede til venstre ved skovens åbning, det var her vi så mange gange havde plukket brombær, hvor vi så mange gange havde væddet om, hvem der kunne spise en skarnbasse, det var før vi vidste, at den blev kaldt Glat skarnbasse eller Geotrupes vernalis, at den er placeret på Den Danske Rødliste som næste truet, NT, det var her erindringen om en barndom forsvandt, der i skovbrynet, nu sidder den tilbage som en hård knold i venstre side af mit kranie, og sådan er det med erindringen, den sætter sig først fri af sine lænker, når den ikke længere er truet af det uvilkårlige, når den ikke længere er betinget af en hjælpeløs nostalgi, der bevæger sig i pendulfart mellem mindet om en nu tilgroet græsmark og en skråning forårsaget af en istids efterfølgende erosion.