Havana, Cuba. 190714





Havana, Cuba. 190714








Dag 3. Stiller mig op på en tagterrasse, slidt violet farve på den lave cementmur ud med vejen, ud mod Malecónen, den lange fortovsbelagte kyststrækning langs Havana, der om dagen bager i solen og om aftenen besættes af glade, unge mennesker med rom, massere af rom. Ved siden af mig står en træningsmaskine af stål og en hængebænk uden sæde. Jeg har en bog i den ene hånd, solbriller i den anden. Er i tvivl om, hvorvidt jeg skal tage solbrillerne på, om jeg skal sætte mig i skyggen ved de dårlige stole eller i den smeltende sol, i de gode, men brændende varme stole. Jeg ser det som et tegn på, at jeg falder til. At bekymringerne er i den størrelse, at de så hurtigt går over igen. Vi bor hos en familie, hvad der ligner en familie, en kvinde med guldtænder, Yeni, børn slængende i sofaen. Manden er kun til stede på de familiefotos, der står mellem en uendelige mængde af ting, farvede ting, ting af glas, af plastic, af stof. Kitsch ting. Fotografierne forsvinder også ind i denne bevægelse af det kitschede, de bliver en del af installationen, af opsætningen, forsøget på at skabe det autentiske. Men allerede nu er der et sammenligningsgrundlag, Yenis stue er, i modsætning til andet vi har set, et autentisk forsøg på at skabe autencitet. Kan det siges sådan? Når maden serveres fyldes rummet af en stolthed over denne samling af mærkværdigheder, masker, skulpturer, billeder, malerier, glas. Et tegn på rigdom. En tro på at dette pryder. Og det gør det måske, på sin egen måde, måske ikke for sig selv, men som en del af alt det andet, af det folk der vælger det, det folk der indtager det, det folk der betragter det. Samtidig med at fjernsynet, det nye fjernsyn, eller: fjernsynet hvor fabriksmærkater endnu ikke er fjernet, kører for fulde drøn på den lokale musikkanal. Cubansk cover af Drake, Cubansk cover af Beyoncé. Der skrues højere op når vi sætter os til bord. Det hele fungerer som en del af pakken. Sammen med det møre, mørke kyllingekød, ris med bønner, ærtegrønne avokadoer; et forsøg på at skabe den kultur, som de tror, som de måske ved, at man har læst sig frem til i bøger, hørt om i fjernsynet. Som samtidig er deres kultur, uden forbehold, måske fordi de ikke kender andet, at alt er forblevet ukendt for dem, fjernet fra dem, som en del af en politisk agenda. Måske fordi det bare er sådan det er, fordi de elsker det. Rytmerne, farverne. Senere, efter maden, kommer to venner af familien og sætter sig i sofaen i entréen. De har en flaske rom. Den hvide, slaverommen. De drikker af flasken. Vi får et glas, rent. Den ene snakker knap nok engelsk. Den anden kan klare sig igennem en samtale om sorte skuespillere, en samtale han selv kontrollerer. Will Smith is great, Forest Whitaker is great, Denzel Washington. Great.