Havana, Cuba. 170714/180714




Havana, Cuba. 170714

Vi ankommer til Havana uden meget søvn, springer aftensmaden over, sover hele aftenen og natten på hotellet. Vågner op, spejlæg på tørt brød. Stole af tungt jern.


Havana, Cuba. 180714

Varmen er præcist så trykkende, som jeg havde forestillet mig. Byen trykket af både varme og bilos. Amerikaner-biler, der fræser rundt som taxaer uden det, der ligner filtreret udstødning. Det gør varmen varmere, tungere, som en sky af det hedeste hede, en sky uden huller og en by uden skygge. Faldefærdige bygninger, en efterhånden tilvænning til turisten, turisten styrer kapitalen, turisten gør det muligt at finde overskud i en uoverkommelig hverdag. Fattigt her, fattigt de fleste steder. Hotellerne har bedre standarder, men er fattige på kultur og autencitet. Svært at sige hvad autencitet er, efter at have været der én dag. Svært at sige hvad autencitet er, når man ikke har været der før revolutionen, før Fidels resignation, før opblødningen mod vesten, før det at indse: at intet samfund kan eksistere, eller: intet samfund kan fortsætte i isolation. De kan fortsætte, men ikke betragtes som samfund. I samfundet er også bevidstheden om de andre, accepten eller respekten eller mødet mellem disse. I Havana er jeg meget hvid. På gaden er jeg et objekt, jeg er endnu ikke et medmenneske, jeg en mulighed for en handel, for kapital. Men jeg opfører mig også som et objekt, jeg går i gaderne og betragter,  kigger op, kigger ned, fjerner mig fra de blikke, der møder mig med en så høj intensitet, at det gør mig utryg. jeg har min vestlige aura, min nysgerrighed, og samtidig: min høflighed. Che Guevara, jeg smiler. Cigarer, jeg smiler. Marihuana, jeg smiler. Viagra, jeg smiler, næsten griner. Har for første gang et blikfang med en lokal, der ikke antyder overflade. Jeg har forstået joken, som ikke var en joke, mere end refleks. Jeg har gennemskuet noget. Trængt igennem. Jeg er dybt fascineret af farverne, den stemning der præger bybilledet, trods det visuelle forfald, der møder blikket rundt om gadehjørnet, rundt om det næste, langs gader, der virker umulige at reparere og derfor forbliver i en tilstand af uvished, tidløshed. Som resten af byen, sluppet løs fra tiden, ikke fulgt med. Jeg er fascineret, også af dette: at tiden er gået i stå, af manglerne og det groteske. Af frugtmarkedet, hvor fluebefængte vandmeloner står ved siden af snart fordærvet kød, der hænger i vinduerne, som klaser i den bagende sol.  Af indkøbscenteret, hvor rulletrappen er ude af funktion, har været det i flere år, siger en lokal, mangler hver andet trin. Hvor er de trin nu? Modetøj, moderne for årtier siden, farver på alt, glitter. Kvinder med make-up, så utroligt meget make-up, som et tegn på værdi, kapital, måske. Jeg væmmes ved den fascination, jeg har, jeg kan altid vende mig om, gå videre, sætte mig i flyet, tage hjem, købe en kebab, købe flere, købe en ny vinterjakke, få mig en kassekredit, forhøje den. Men jeg er samtidig også indstillet på, at sådan må det være.