Note, en aften; sofa




Om aftenen ser vi en film med Bruce Willis, hvor han rejser tilbage i tiden eller tror, at han rejser tilbage i tiden eller hvor andre tror, at han rejser tilbage i tiden. Det hele er lidt uklart. Brad Pitt er langhåret og psykotisk. Vi havde besluttet os for at se noget overkommeligt, men endte med en science-fiction-thriller fra 1997. Aftenen efter ser vi Matrix og snakker om menneskets ustandselige behov for at tage billeder af alt, hvad de ser, i et forsøg på ikke at glemme eller måske i et forsøg på at bekræfte, at en oplevelse har fundet sted. En bekræftelse over for sig selv, over for andre. Et ønske om en konstant tilstedeværelse. Hvis ikke du kan se mig fysisk, så er jeg tilstede der og der via det og det log-in. Jeg henter Thomas Bernhards Udslettelse fra mit skrivebord, en roman om en ung østriger, emigreret til Rom, en hyperbolsk fortælling; ikke en gang en fortælling, en rablen, om alt det fordækte ved Østrig, ved katolicismen, ved borgerskabet, ved familien. Ved alting. Også fotografiet. Jeg læser en passage højt: Tager man i dag fotografiet fra mennesket, river man det ned af dets vægge, havde jeg sagt til Gambetti, og tilintetgør det én gang for alle, så berøver man mere eller mindre mennesket alt i dag. Ordene føles stærkere, mere overdrevene, når jeg læser dem op. Hun griner, men er koncentreret om filmen. Jeg siger, at jeg ikke er bedre selv. Men at jeg også godt kan lide at hade mig selv for lige netop det. Hun griner igen. Den er humoristisk, den vrede, absurd, tænker jeg, mens Neo stopper otte kugler fra at ramme ham. Han har fundet ud af, at han er the one. En ting er ens egne fotografier, tænker jeg på ny, mens jeg samtidig ser filmen og irriteres over den grønlige farve, der er så konsistent, at selv menneskenes hud bliver grøn; en ting er ens egne fotografier, men hvor mange fotografier er man ikke også ufrivilligt en del af? Jeg spørger hende, kigger på hende, ser, at selv hun har fået et grønligt skær i ansigtet, på grund af refleksion fra computerskærmen; jeg spørger hende: hvor mange billeder tror du, der bliver taget af dig pr. år, billeder du ikke ved og måske, næsten med sikkerhed, aldrig kommer til at vide, at du er en del af og i en eller anden grad heller ikke er, mest bare i periferien som et ligegyldigt objekt, for dem der har taget billedet, hvor du altså blot står som menneskelig kulisse, der ingen eller næsten ingen betydning har får den historie fotografen ønsker at hæfte ved billedet? Hun smiler, griner næsten.