Oprindeligt ser jeg mig som et menneske af naturen. Nej, det lyder storladent, næsten romantisk. Jeg er en slags fan af naturen. Vokset op på landet, tæt på vandet, overfor: en bondegård. Ved siden af: en mødding. Cykler rundt på vejen, hen til naboen, køber æg, spiller fodbold; nye naboer kommer til, de er fra byen, mærkelige, umiddelbart. Storbyen er det der ligger langt væk, det der kræver flere busforbindelser, der skal passe sammen. Wien er omringet af natur, man kan se mindre bjerge i horisonten, fra dem kan man se højere bjerge længere mod vest. Man kan vade direkte ud i vinmarkerne. Der noget ved en by, der er omringet af højdemeter. Det tiltaler mig. På grænsen til det erotiske. Man vader rundt i byen, den trygge by, mens der derude gemmer sig noget andet, noget uoverskueligt og mystisk. Noget højt, måske endda farligt. Noget der omringer byen, som bygningerne i byen omringer mig. Den tætteste kystlinje er Kroatiens, ved byen Rijeka, cirka 10 timers togtur fra centrum af Wien. Det er svært at forholde sig til, når man er vokset op 200 meter fra havet. Lige nu stiller jeg mig tilfreds med blæsten i tunellen ved Schottentor (U). Bagefter: ind i sporvognen og lade øjnene følge de gule håndtag, der dingler i takt hele vejen ned gennem sporvognen. Sporvognen, når den kører ned i viadukten, mod resten af stationen, der forbinder de forskellige transportmidler på Schottentor (U), føles som et spøgelsestog i en forlystelsespark. Forsigtigt, forsigtigt, og til sidst: fart, slut.