Smukt naturromantisk digt




Gik en tur rundt i Wienerwalden
og tænkte på hvilket smukt naturromantisk digt jeg kunne skrive
om fugles pippen fra høje trækroner
som jeg blev svimmel af at kigge mod
og derfor skal leve i evig uvished
om hvordan lige netop den fugl
med det pip så ud
eller den larm fra byen
fx regionaltoget der kører langs grænsen
mellem husene og de første grønne pletter
der ikke afbrydes af bebyggelse
den larm der langsomt forsvinder i stilheden
jo længere ind i skoven jeg bevæger mig
for til sidst helt at høre op
og så igen dukke op
da jeg finder ud af
at det blot var fordi ingen toge der passerede
i de ti minutter jeg tænkte over det
eller vildsvinet som jeg paranoidt nærmede mig
med de langsomste skridt jeg længe har trådt
halvt af frygt for at det ville løbe efter mig
halvt af begejstring for at jeg stod der og kiggede på det
halvt i sorg over at vide
at den ikke ved
at i morgen skal den slagtes
jeg kunne skrive om togtet:
ene mand mod naturen
en ung jæger i det grønne med en klump i halsen
efter at have spist en rugbrødsklapsammen for hurtigt
uden våben til at forsvare mig
mod vildsvin og motionister
mod små babyer der ødelægger en kortvarig forestilling om idyl
mens de fodres på en bænk 
med armlæn fra en kronhjort.