Det er svært ikke bare hele tiden at tænke på naturen. Naturen som den første tilstedeværelse, heraf: naturen som den første tanke. Nu så småt sekundær, ikke tanken, men i den fysiske tilstedeværelse. I erindringen stadig intakt.

                    

En togtur forleden:  

                               

Hvad var der, før de bygninger stod der. Har man bygget et hus her, blot for at lade solens stråler skinne gennem et ovenlysvindue hver dag ved middags tid. Syv tykke stråler, der sniger sig ind langs en sti og der deler en stor skov i to små skove. Syv tykke stråler før min sidemand vågner, før jeg igen må ruller persiennerne ned for ikke at blive blændet i forsøget på at falde i søvn. Valget mellem udsigten og søvnen har aldrig været så nærværende.