Vi spiser bagte auberginer og fyldte peberfrugter.

Toppen af peberfrugterne, rød og gul, har jeg fisket op fra skraldespanden, fortæller jeg før vi går i gang med at spise, jeg måtte have den finish på retten, ellers ville basilikumbladene også falde af.

Hun kigger op på mig, så ned, siger ikke noget. Vi bruger basilikum på alt, vi ånder basilikumduften alle de steder vi går i lejligheden. Vi er hvide uden på, grønne inden i. Urten sidder i vores kroppe og sniger sig ud derfra igen, når en ny duft overtager. 

Jeg spørger hende, om vi skal bevæge os ud i rummet,

skal vi bevæge os ud i rummet?

Vi begiver os ud i rummet. Ud af rummet. Begge dele er vel rum, tænker jeg. Lejligheden og byen. I går hørte vi glas knuses på gaden, ingen spor af det i dag.

Kan du huske glasset, vi hørte knustes i går, spørger jeg, i dag er det her ikke.

Første umiddelbare tanke i rummet: rart ikke at bære på noget, så længe jeg holder min kæft. Ingen tydelige indikatorer på turisten. Ikke hvidere end andre hvide. Ikke en hvidere hvid, en end anden hvid. Til gengæld: hvid. Vi spejder lidt rundt, nysgerrige, man kan se vi ikke er kendte i området. Wiens fjerde distrikt. Vi er stadig turister. Vi kunne være fra Salzburg. Vi kunne være fra et distrikt lidt længere mod udkanten af byen. Vi kunne ikke være fra noget sted blot et par 100 kilometer længere mod syd.