De mærkeligste tidspunkter har jeg taget mig selv i at falde i staver, en tilstand, som er noget nær det tætteste jeg kommer på en vågen udgave af søvnen. Eller en ikke planlagt udgave af overgangen til søvnen. Som da jeg sad og læste i en bog forleden. Jeg holdte bogen med venstre hånd, mens jeg åbnede jordnødder med højre. Efter lidt tid gik det op for mig, at jeg ikke var opmærksom på, hvad jeg læste. Jeg havde bare bladret. Jordnødder havde jeg heller ikke spist nogle af. Blot knække skallen, for at lade nødderne og den ødelagte skal falde tilbage i skålen med ikke knækkede jordnødder. Jeg husker, at klokken var lidt i otte, at jeg havde tidligere bekymret mig om, hvad jeg skulle spise til aften. Fra de nødknækkende minutter eller sekunder husker jeg ingenting.