Bjerge i litteraturen


Jeg tænker meget på bjerge for tiden. Bjerge som geologiske skabninger, dannet ved vulkanisk aktivitet eller ved mødet mellem tektoniske plader. Grænsen mellem bakker og bjerge. Bjerge med bevoksning, bjerge af granit, spidse bjerge, bløde bjerge. Takkede bjerge. Bjerge som fascinerende, mystiske, dæmoniske. Bjerge, der skjuler noget i deres dale. Bjerge som et mål, en idé om at nå til tops. Bjerge som klarhed. Bjerge som det nemmeste at tegne, bare takker på et papir. Bjerge som forestillinger, afskygninger og formationer. Ved en søgning i mine Facebook-beskeder, læser jeg, at jeg har skrevet med en ven, om et bjerg kan ligne silhuetten et menneske. Bjerge som symboler. Eksempelvis i litteraturen. ’Bjerget’ i Holbergs Jeppe på Bjerget, der er navnet på en fiktiv by, men også samtidig er det et symbol på det sted, hvor normen eller 'meningen' dannes. Eller i Kaspar Collings Mount København, hvor et bjerg på størrelse med Bornholm fungerer som generator for bogens fortællinger. I Thomas Manns Troldomsbjerget er det bjergets isolation og den klare luft, som opposition til civilisations dødelighed, der er i fokus. I mange af Wordsworths digte agerer bjergene som muser, mens den østrigske forfatter Elfriede Jelinek bruger alpine sportsgrene til at vise, hvordan alperegionen gemmer sig i de bjergenes smalle skygger. Også i børnelitteraturen bruges bjerget. I eksempelvis David Mckees fortælling om De to uhyrer, der står på hver deres side af et bjerg og kaster sten over toppen for at ramme den anden. Til sidst er bjerget skudt i sænk og de ser for første gang hinanden. Her ses bjerget måske som en slags facade eller overflade, der skal nedbrydes, før man for alvor kan se det menneske, man står over for.