Jeg kan høre én i opgangen
der spiller saxofon
eller lytter til nogen der spiller saxofon
og i så fald er det ikke ham eller hende jeg kan høre
men den person på det anlæg der spiller
mens jeg selv forsøger at lytte til et radioprogram
om teknologiens betydning og mulige forfald
i de kommende årtier
og jeg får lyst til at skrive et digt
der fungerer som et remix af radioprogrammet
men glemmer hvad der bliver sagt
så snart jeg har hørt det
fordi nye ting bliver sagt lige efter
så jeg får kun skrevet et par sætninger ned:
’der ligger noget og ulmer’
’det er derfor vi synes den debat er så vigtig’
som kunne være sætninger i ethvert radioprogram
om ethvert emne
der via internettet
eller medierne
kan piskes op til noget vigtigt
internettet der får alting til at ulme
og får alle debatter til at være vigtige
men i kraft af den pluralitet
får det også vigtige emner
til at være mindre vigtige
som når Finn Nørbygaard på radio24syv
efter programmet om teknologi
snakker med en kendt person
om denne kendte persons liv
og hvordan denne kendte persons liv
er blevet påvirket af og påvirker 
andre mere eller mindre kendte personers liv
og hvordan denne person 
har haft nogle kriser og sygdomme
som personen har klaret sig igennem og overlevet
for ellers ville personen ikke sidde der og snakke med Finn Nørbygaard
føles det som om andre ting bliver nedprioritet
som eksempelvis klimaet eller skolerne
eller samfundets opfattelse af psykisk syge
selvom det selvfølgelig ikke passer
i den forstand at der godt kan være plads til det hele
og at der skal være plads til det hele
men det kan der så alligevel ikke
kan jeg ikke lade vær med at tænke
ikke lige nu
ikke til et talkshow med Finn Nørbygaard.