For at undgå programmet om aktier på radio24syv
skruer jeg modvilligt en morgen om på p3
fordi radioen er så gammel
at man skal skrue på en knap
for at tune til en ny frekvens
og p3 er den eneste frekvens jeg kan huske
fra  dengang jeg spillede fodbold
med mine brødre i haven
og alle superligakampe blev spillet kl. 15
så vi kunne følge dem
samtidig med at vi selv spillede
og fordi jeg ikke er i humør til at lytte til en tilfældig kanal
hvor der eksempelvis kan risikere at komme reklamer
for brugtvognsforhandlere i Randers og omegn
mens jeg banker gamle madrester
ud af min orange tandbørste
og hiver lidt i enderne af mit overskæg
for at føle tilværelsens begrænsninger
er de på p3 i gang med et program
hvor de undersøger menneskets evne
til at se farver
at farver ikke er en egentlig tilstand
ved de ting vi ser
men resultatet er en refleksion
der foregår på nethinden
som sender signaler til hjernen
radioværten spørger eksperten
om farvesvage mennesker
har noget galt i hovedet
og ja siger eksperten
de ser ikke det samme som normale mennesker
og jeg kan ikke lade vær med at tænke
at hvis farverne er noget vi konstruerer
så er der ikke noget normalt eller unormalt
og at den her opdeling i normale og unormale
handler om en trang til kategorisere mennesker
og forestillinger om verden
for bedre at kunne håndtere den
og lave radioprogrammer om det
og snakke med sine normale venner om det
det handler om en trang til at forstå sig selv som normal
som en modsætning til det unormale
uanset hvor lidt unormalt
det unormale er
og hvor normalt
det normale er
som når man tænder for fjernsynet
og de viser de unge mødre
og man tænker
’hvor er jeg normal ift. de her mennesker’